Skip to main content

Serviceeftersyn i familiehøjde 

”Det burde være obligatorisk for ALLE familier – at få et serviceeftersyn – og sætte fokus på, hvordan vi spiller hinanden stærke som et team i familien. Det er jo så nemt at glemme i dagligdagens stress og jag”. Generel udtalelse fra familier, som har deltaget på Tal ordentligt FamilieCamps de seneste 3 år.

Og efter at have afholdt mere end 30 Tal ordentligt FamilieCamps, med gennemsnitligt 10 familier pr. camp, tør vi også godt sige – at alle familier har behov for et serviceeftersyn i ny og næ – så vi alle husker at dyrke det i familien, som gør os stærke sammen.

Og kigger vi på familiestrukturen og sammensætningen heraf, samt udviklingen i familielivet de seneste 3 år, er der ligeledes sket rigtig meget – og det fortsætter ifølge fremtidsforsker, Anne Skare.

Se nedenstående video og hør hvad fremtidsforskeren siger om spiritualitet og fremtidens familieliv – og scroll længere ned i blog indlægget, som summerer op på 3 års Tal ordentligt FamilieCamps og de vigtigste indsigter og konklusioner herfra til glæde og gavn og ikke mindst brug og inspiration til din familie.

Det er, hvad dette blogindlæg handler om – og hvordan vi som mor og far spiller vores familie stærk som et TEAM – og det uanset hvordan vores familie er sammensat. I dag findes der 37 forskellige familiesammensætninger, men det er ikke længere familiesammensætningen, som er interessant – det handler om at skabe en fælles referenceramme og herigennem et fælles sprog, og hvordan både børn og forældre kan være med til at tage ansvar for god trivsel og herigennem nærvær og udvikling i familiehøjde.

Familien er det vigtigste team, vi står i spidsen for – men også det sværeste team at lede 

Derfor er ord som – team og fælles referenceramme – ord, der de seneste 3 år er blevet mere og mere italesat på vores Tal ordentligt FamilieCamps – men er familien egentligt det vigtigste team, vi står i spidsen for?

Ifølge fremtidsforsker, Anne Skare, er der mere og mere prestige i at have en velfungerende familie uanset dens sammensætning. Før i tiden var det ikke uhørt, at du hadede din fraskilte mand og kone – i dag er der prestige i at blive skilt som gode venner. Før i tiden kunne man stå i fredagsbaren og ”prale” med, at man i denne uge havde arbejdet 70-80 timer – i dag er det uansvarligt, hvis du har en børnefamilie.

Og det stemmer godt overens med udviklingen i de ansøgninger, vi har modtaget gennem de seneste 3 år til Tal ordentligt FamilieCamps. Til at starte med var det 1 ud af 10 ansøgninger, som kom fra en far på sin families vegne – i dag er det næsten halvdelen. Og ansøgningerne handler i dag meget mere om at styrke familien som et team, end før i tiden hvor de handlede om at fikse et eller flere akutte problemer.

Fælles ansvar skaber god trivsel og følelsen af at være et team 

Vi kommer fra en verden, hvor B til B betyder Business to Business. Da vi forlod den verden, tog vi begrebet med og omdøbte det til Børn til Børn og indførte det i børnehøjde på Kidz Academy. Det gik hurtigt op for os, at der lå store ressourcer og kompetencer gemt i at lade børn løfte og inspirere hinanden og herigennem tage ansvar.

Det konverterede vi til familiehøjde, og er i dag fundamentet for Tal ordentligt FamilieCamps. At både børn og forældre tager ansvar for god trivsel i familien ved at skabe en fælles referenceramme, og herigennem et fælles sprog i form af simple og effektive redskaber, som læres i børnehøjde og voksenhøjde og forenes i familiehøjde.

Men der er jo så mange praktiske ting, som skal gøres – købe ind, vaske tøj, rydde op, hjælpe til med lektier etc. – så er det ikke bare nemmere, og dermed hurtigere, at jeg som forælder bare gør det hele selv?

Hvis vi er styret af tid og forsøger at nå mest muligt, er svaret måske JA. Men gør det os til et team, tager vi på den måde alle et ansvar, og er der efterfølgende energi til det, som er langt vigtigere – nemlig nærvær og udvikling i familiehøjde – og er mit kontrolgen for stort til at jeg overhovedet har tillid og lyst til, at vi alle tager del og ansvar i de opgaver, der er forbundet med at være en familie?

”Det er helt fantastisk, at både børn og voksne har lært de samme redskaber til brug i hverdagen. Vi diskuterer mindre, og tonen imellem os er blevet rigtig god. Vi har lært at se hinandens styrker, og vi bekræfter hinanden dagligt. Det giver selvtillid og selvværd for både børn og voksne. At deltage i Tal ordentligt FamilieCamp er det bedste vi nogensinde har gjort for familiens trivsel, og vi kan kun anbefale at tage af sted”

Familien Gravesen

Træd et skridt tilbage – og skub kærligt dine børn et skridt frem

 Efter 3 år kan vi se, at de familier, der ser deres familie som det vigtigste team, de står i spidsen for – og som forældre tør træde et skridt tilbage og kærligt skubbe deres børn et skridt frem – er de familier, som trives bedst. Og samtidig de mennesker, der trives bedst på det personlige, familiemæssige og arbejdsmæssige plan. Og sidstnævnte gør, at virksomheder også er begyndt at se vigtigheden af, at ens medarbejdere trives på det familiemæssige plan og ikke mindst samspillet mellem det personlige, familiemæssige og arbejdsmæssige plan.

familie personligt og arbejdeOg det er på høje tid. For ifølge Anne Skare er det slet ikke utænkeligt, at vi i fremtiden vil se stærke og velfungerende familier prestigemæssigt vil overhale jobtitler og jobfunktioner ud fra samfundstendensen ”Fra mere til bedre”.

Tror du inderst inde på, at dit barn er præcis, som det skal være?

Men det måske allervigtigste grundelement for god trivsel i familien, baseret på de 3 år vi har afholdt Tal ordentligt FamilieCamps, er om du som forælder inderst inde tror på, at dit barn er præcis som det skal være, men selvfølgelig har en masse at lære. Og det kan være svært inderst inde at tro på, hvis ens barn ikke lige passer ind i det system, som vi har i dagens Danmark. For er det så mit barn eller systemet, der er noget galt med? Og hvis mit barn ikke passer ind i systemet, hvordan vil det så klare sig senere hen i livet?

Det kan give anledning til mange bekymringer og spekulationer, og da vores børn hører hvad vi siger, men mærker hvad vi føler, kan dette være den primære årsag til, at vores børn mistrives og dermed familien, hvilket forplanter sig til skolen, og vi tager det med på arbejde osv.

Men hvad nu, hvis jeg som forælder ikke besidder denne tro inderst inde på, at mit barn er som det skal være, hvordan får jeg så denne tro? Det er netop her, at Tal ordentligt FamilieCamp har gjort den største forskel for familierne. For uanset hvilken livshistorie barn som voksen kommer med, bliver de mødt af en forståelsesramme, der hedder og vigtigst mærker – at alle er unikke, og sammen gør vi forskellen.

Vi putter ikke mennesker i kasser og lader os ikke styre af diagnoser. Vores fokus er på det unikke ved hvert barn og forælder og ikke mindst samspillet herimellem. Det er langt stærkere, for det er med til at fokusere på det, vi som mennesker ikke kan lade være med at gøre og som gør os glade indeni.

Det betyder ikke, at vi på 48 timer, som en Tal ordentligt FamilieCamp varer, har defineret et livsformål for alle deltagere, men det betyder, at vi arbejder med en energi, som er positiv og skabende, og som får det bedste frem i alle. Tænk hvis skolen brugte 10 år på at dyrke det i vores børn – hvilke børn ville vi så skabe – og hvor mange børn ville så mistrives? Og som forældre ville vi ikke have grund til at bekymre os og spekulere på, om vores børn er som de skal være, og om de vil klare sig godt fremover i livet!

Vores egen søn Niklaz på 12 år har aldrig passet ind i skolesystemet. Men vi har altid troet på, at han er præcis som han skal være med det resultat, at det er skolen også begyndt at tro på. Han har arbejdet med sit livsformål i børnehøjde – hvad der gør ham glad indeni, og som han ikke kan lade være med at gøre – og i dag har det bl.a. resulteret i hans egen blog, sensitivekræfter.dk, hvor han hjælper andre børn med at tro på sig selv. Og ligeledes laver han Kidz sessions og er med til at undervise på Kidz Academy og Tal ordentligt FamilieCamps. Herudover brænder han for at bruge sin fantasi og opfinde ting, som kan gøre verden til et bedre sted at være. Og det bedste er, at han smitter andre børn hermed, inklusiv sin lillesøster, og de smitter igen andre børn osv. Det har bl.a. betydet, at Børnenes Hovedstad, Billund Kommune, i fællesskab med os, til efteråret starter med at uddanne trivselsledere i børnehøjde på 2 skoler ud fra tesen: Lær det, lev det og giv det videre.

Lær det, Lev det og Giv det videre

Niklaz har lært det, han lever det og han giver det videre, og det er netop formålet med Tal ordentligt FamilieCamp. At give deltagende familier simple og effektive redskaber, øvelser og tilgange, som de lærer, lever og herefter giver videre som Tal ordentligt FamilieCamp ambassadører – til glæde og gavn for mange andre familier, skoler, arbejdspladser mv.

Tal ordentligt FamilieCamp er med til at skabe et samfund, hvor alle føler sig unikke og præcis som de skal være – og herigennem skabe en tryghed og tillid blandt mennesker – så vi tør være os selv – for når vi tør det, så er det vi åbner op og kan løfte og inspirere hinanden i børnehøjde og voksenhøjde og forene det i familiehøjde. Og lige præcis dette har været den største øjenåbner for os som team, at se hvor stor lyst, og hvor meget familier kan løfte og inspirere hinanden, når den rigtige ramme er sat fra starten af – og det bare på 48 timer, som Tal ordentligt FamilieCamp varer!

Tænk hvilket samfund vi ville skabe – hvis vi ikke kunne lade være med at løfte og inspirere hinanden – og hvilke problemer og udfordringer det ville fjerne, som vi i dag ikke har løsninger til!

Så vil du være med til at gøre et serviceeftersyn obligatorisk for familier, så kender du måske en virksomhed eller organisation, som inderligt ønsker at gøre en forskel på det familiemæssige område. Først og fremmest til glæde og gavn for den enkelte familie, men ligeså meget med tanke på de positive og afledte effekter det har på andre familier, skoler og arbejdspladser. Call me har vist vejen, og gjort det til en del af deres CSR politik, og søger efter medspillere med hjertet på rette sted til at løfte denne opgave.

I dag har alle familier mulighed for at komme på Tal ordentligt FamilieCamp, da de er sponseret af Call me, og det er vigtigt, at vi fortsætter i denne form, for det er netop når vi dyrker mangfoldigheden, at vi løfter og inspirerer hinanden allermest i samfundet.

“Hver for sig er vi unikke, SAMMEN gør vi forskellen”

Peter Junker

Familiefar – stifter & Partner i Body Mind Academy – og leder af Team FamilieCamp

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *