Skip to main content

Verdensmålene for 2030 – og hvad betyder de for vores børns fremtid

På Body Mind Academy har vi altid stået ved, at vi ikke ville kæmpe mod noget – kun kæmpe for noget – uanset om vi bevæger os i børnehøjde, voksenhøjde eller forener det i familiehøjde. For det vi mennesker giver energi – vokser.

Da børn har en helt særlig plads i vores hjerter, er det derfor vigtigt at finde de rigtige arenaer at kæmpe for børn. Og her har vi valgt FAMILIEN og SKOLEN, som de 2 områder, hvor vi synes, vi kan give børnene det bedste med på deres vej i livet.

Derfor er vi taknemlige for vores samarbejde med Call me på familieområdet. Gennem et unikt samarbejde, hvor de bl.a. sponserer Tal ordentligt FamilieCamps – og vi står for afholdelsen af dem – kæmper vi sammen for at styrke familien som et stort team med fokus på den gode tone og det fælles sprog – til glæde og gavn for børnene.

Og vi glæder os over vores indgåede samarbejde med Verdens Bedste Nyheder, som du kan læse mere om her: https://verdensbedstenyheder.dk/virksomheder/body-mind-academy/ med henblik på at gøre verdensmålene for 2030 meget mere synlige i skolen. Verdensmål som for os handler om at uddanne og udvikle børn, som tager ansvar for den verden, vi alle er en del af. Hvor vi leder efter det unikke i hinanden og dyrker det. Hvor børn styrker hinandens personlige, sociale og faglige kompetencer. Og hvor børn føler sig unikke, og føler de ikke skal lave om på sig selv for at være en del af et udviklende, anerkendende og lærerigt fællesskab.

Og særligt de 3 udvalgte egenskaber, som der er ekstra fokus på for at nå verdensmålene, er faldet i rigtig god jord hos os – og hvad dette blogindlæg handler om – nemlig at styrke og dyrke børns fantasi og kreativitet og herigennem lære dem at samarbejde.

Verdensmålene består af i alt 17 mål – og hele 169 delmål – som handler om at løse mange af klodens største problemer inden 2030. Vi skal gøre en ende på ekstrem fattigdom og sult på globalt plan, mindske ulighed, og bekæmpe klimaforandringer. Vi skal alle – kort sagt – kunne leve et godt liv og samtidig give verden videre i ordentlig stand til vores børn. FN har således sat fælles kurs mod en bæredygtig fremtid for alle. – en langt større udfordring end at lande på månen:-)

Det vil kræve helt nye løsninger, massive investeringer og partnerskaber på tværs af sektorer, at nå Verdensmålene. Ingen politiker, regering, virksomhed eller NGO kan klare opgaven selv. Derfor er Verdens Bedste Nyheder stiftet af både FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv i en forening – i erkendelse af, at Verdensmålene kun kan nås, hvis vi arbejder sammen.

Vi er en af 100 samarbejdspartnere til at udbrede verdensmålene i Danmark – og det bl.a. i samarbejde med virksomheder som Novo Nordisk. Danfoss, Coop, DSB, Tiger, Fætter BR, DR Ultra, Cowi, NovoZymes og Grundfos – virksomheder, der har nogle økonomiske muskler, vi ikke er i nærheden af – men også et tegn på, at vi alle kan være med til at gøre en forskel – store som små.

“You have to do it on your own – but you cannot do it alone”

KLIK HER og lær meget mere om verdensmålene og ikke mindst se de 2 små lærerige og fantastiske film ”Gør verdensmålene til virkelighed” og “Lad os skabe en bedre verden”. Vi har ikke mødt et barn endnu på Kidz Academy, Kidz Society eller ude i skolerne – som ikke har været fuldstændig opslugt i de 5 minutter, hver film varer – fordi det rører noget i os alle sammen og giver rigtig god mening.

Hvad har verdensmålene betydet for Niklaz på 12 år:

Nedenfor et levende eksempel og uddrag af hvad bl.a. ovennævnte 2 film har været med til at gøre for Niklaz på 12 år – et blogindlæg, som han selv har posted i dag på sin egen blog, Sensitive Kraefter, og som du kan læse hele længden af ved at KLIKKE HER.

“Da jeg gik i 0. klasse var jeg den mest stille dreng, og det var fordi jeg ikke troede på mig selv, fordi jeg havde ikke meget selvtillid og selvværd, og det havde jeg det lidt svært med. Jeg følte mig udenfor i frikvarterret, da alle pigerne løb efter nogle drenge, og dem var jeg ikke i blandt. Jeg havde…………” 

 

Konklusion:

Vi må ikke glemme fantasien, kreativiteten og samarbejdet i vores higen efter at opnå størst mulig faglighed – og hvem ved – måske er det slet ikke den faglighed, som efterspørges, når vores børn går ud af skolen – men fantasien og kreativiteten vil der altid være brug for.

Og en anden af de udfordringer en ensidig dyrkelse af fagligheden kan medføre er, at vi glemmer det hele menneske/barn – og så bliver det for alvor svært at tage ansvar for den verden, vi alle er en del af.

På glad genhør på næste fredag her på bloggen

Peter Junker

 

 

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *